FN-panel: Klimamål kræver store ændringer

Skrevet af admin

13/04/2014

Mest læste i dag

Målet om at holde klodens temperaturstigning under to grader kan nås, hvis det globale CO2-udslip nedbringes med 40 til 70 procent, fastslår FN's Klimapanel i en ny rapport.

Det kræver dog, at verdens nationer sætter en række teknologiske tiltag i gang og ændrer deres adfærd, lyder det.

Rapporten er tredje del på vejen mod IPCC’s femte hovedrapport, der afsluttes i København i oktober.

Denne tredje delrapport, der søndag er blevet offentliggjort i Berlin, beskæftiger sig med, hvad der kan gøres for at afbøde klimaforandringerne - det vil sige nedsætte CO2-koncentrationen i atmosfæren.

Den kommer blot to uger efter, at anden del af FN's femte klimarapport advarede om risiko for konflikt, hungersnød, oversvømmelser og flygtningekriser som følge af global opvarmning.

Første delrapport fra september 2013 konkluderede, at klimaforandringerne med 95 procents sikkerhed er menneskeskabte.

Den advarede om havstigninger på op mod en meter inden år 2100.

/ritzau/