FN-rapport: Hidtil blodigste år for civile i Afghanistan

Skrevet af admin

08/02/2014

Mest læste i dag

Antallet af dræbte civile i Afghanistan steg sidste år med 14 procent, hvilket gør året til det blodigste for civile under den 13 år lange krig, skriver FN i en rapport lørdag.

FN's hjælpemission i landet, UNAMA, har registreret, at 2959 civile mistede livet i 2013, mens 5656 blev såret.

- Den væbnede konflikt har kostet et ubarmhjertigt antal civile afghanere livet i 2013, siger FN's generalsekretærs særlige udsending for landet, Jan Kubis.

Siden 2009 har 14.065 civile mistet livet i den væbnede konflikt.

Især vejsidebomber og krydsild koster mange liv, hedder det i rapporten fra verdensorganisationen.

74 procent af de mange civile drab anslås ifølge FN at være begået af forskellige oprørsgrupper, blandt andre Taliban. 11 procent af drabene er begået af regeringsstyrker.

2013 var også det blodigste år for børn og kvinder siden 2009. Sidste år blev 235 kvinder dræbt, og 511 andre blev såret. Det er en stigning på 36 procent i forhold til 2012.

Antallet af dræbte børn steg sidste år med 34 procent i forhold til året før.

/ritzau/dpa