FN-sikkerhedsråd kræver adgang for nødhjælp til Yarmouk

Skrevet af admin

06/04/2015

Mest læste i dag

FN's Sikkerhedsråd kræver adgang for humanitær nødhjælp til bydelen Yarmouk i den syriske hovedstad, Damaskus, hvor flere end 100.000 mennesker er flygtet, og hvor folk dør af sult.

Den palæstinensiske flygtningelejr, som længe har været under belejring, er delvist indtaget af Islamisk Stat (IS).

De 15 lande i rådet appellerer til beskyttelse af civile i lejren og "sikring af humanitær hjælp til området, herunder livreddende hjælp".

Det siger den jordanske FN-ambassadør, Dina Kawar, som i denne måned er formand for rådet.

Lejren har været under belejring i næsten to år, hvilket har medført, at mindst 200 palæstinensere er døde af sult.

Der har tidligere boet 150.000 mennesker i bydelen. I dag er der under 20.000 tilbage.

Overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder siger, at IS og Al-Nusra Fronten har taget kontrol over 90 procent af lejren.

/ritzau/AFP