FN's Sikkerhedsråd kræver våbenhvile i Gazastriben

Skrevet af admin

21/07/2014

Mest læste i dag

FN's Sikkerhedsråd kræver efter et hasteindkaldt møde natten til mandag dansk tid, at Israel og de militante palæstinensere i Gazastriben lægger våbnene.

De 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet var på opfordring af Jordan indkaldt til et møde om situationen i Gaza, hvor dødstallet søndag voksede markant efter de fortsatte kampe mellem militante palæstinensere og israelske styrker.

- Medlemmerne af Sikkerhedsrådet udtrykte alvorlig bekymring over det voksende antal ofre. Medlemmerne opfordrede til en øjeblikkelig indstilling af fjendtlighederne, siger Rwandas FN-ambassadør, Eugene Richard Gasana.

Mindst 476 palæstinensere har mistet livet, siden Israel indledte sin blodige offensiv mod Hamas-bevægelsen, der styrer Gazastriben, for omkring to uger siden. Alene søndag blev omkring 120 mennesker slået ihjel - heriblandt mange kvinder og børn.

Det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, erklærede søndag tre dages landesorg og anklagede Israel for at begå en massakre, mens USA's præsident, Barack Obama, krævede en "øjeblikkelig våbenhvile" mellem Israel og de militante palæstinensere.

Israel begyndte angrebene mod Gazastriben den 8. juli med bombardementer fra luften, men torsdag rykkede israelerne også ind på landjorden med det mål at ødelægge tunnelsystemer, der fører fra Gaza og under jorden til Israel.

Den seneste konflikt er blusset op, efter at tre israelske teenagere blev bortført på Vestbredden og senere fundet dræbt. Israel skød skylden på Hamas. Efterfølgende blev en ung palæstinenser fundet dræbt, i hvad der vurderes at være hævn for de tre døde israelere.

/ritzau/AFP