FN's Sikkerhedsråd vil ramme Islamisk Stat hårdt

Skrevet af admin

15/08/2014

Mest læste i dag

FN's Sikkerhedsråd har fredag aften vedtaget en resolution, der har til formål at svække de sunnimuslimske ekstremister fra Islamisk Stat (IS), der i den seneste tid har indtaget store områder og byer i det nordlige Irak og Syrien.

De 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet stemte alle for resolutionen, der blandt andet søger at ramme gruppen økonomisk. Målet er desuden at stoppe strømmen af personer, der slutter sig til de voldelige jihadister.

FN-resolutionen sætter navn på seks personer, der rammes af et internationalt rejseforbud, ligesom den indefryser aktiver og indfører en våbenembargo mod islamisterne.

Resolutionen "beklager og fordømmer på det kraftigste Islamisk Stats terrorhandlinger og gruppens voldelige, ekstremistiske ideologi og dens fortsatte grove, systematiske og udbredte krænkelser af menneskerettighederne og overtrædelser af den humanitære folkeret".

Islamisk Stat har over de seneste måneder taget kontrol over store områder i Irak og Syrien, blandt andet storbyen Mosul, Iraks største dæmning og flere oliefelter.

Amerikanske efterretningsfolk mener, at IS-folkene sælger olie fra oliefelter og raffinaderier til lokalsamfundene og smuglere, og at indtjeningen herfra er med til at finansiere deres voldelige færd.

FN-resolutionen fordømmer derfor enhver direkte eller indirekte handel med Islamisk Stat og advarer om, at sådanne forretninger kan føre til sanktioner.

De fundamentalistiske militærfolk har sendt titusindvis af irakere på flugt og har likvideret hundreder. Der er blandt andet meldinger om, at de har begravet kvinder og børn levende.

/ritzau/Reuters