FOA efter overvægtsdom: Det er en trist dag

Skrevet af admin

31/03/2016

Mest læste i dag

Den overvægtige tidligere dagplejer Karsten Kaltoft kunne ikke betegnes som handicappet på fyringstidspunktet, og der var derfor ikke tale om diskrimination, slår Retten i Kolding fast.

Det er en rigtig ærgerlig afgørelse for de mange overvægtige, der bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet, mener formand for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen.

- Den her sag er så krystalklar, så den burde vi havde vundet, og jeg er rigtig bange for, at vi med den her dom ikke kommer til at føre sager i fremtiden for det stigende antal overvægtige, siger han.

- Det er en meget trist dag for beskyttelse af handicappede i Danmark.

Karsten Kaltoft, der er svært overvægtig med sine 172 centimeter og 160 kilo, sagsøgte Billund Kommune for diskrimination, efter han blev afskediget i 2010 med den grund, at antallet af børn i kommunen var faldet.

Sagen har på grund af Karsten Kaltoft været omkring EU-Domstolen, som i en banebrydende dom afgjorde, at svær fedme i nogle tilfælde kan betegnes som et handicap.

Dermed kan overvægten høre under EU's regler om beskyttelse af diskrimination af handicap på arbejdspladsen.

Men Retten i Kolding fandt altså ikke, at Karsten Kaltoft i kraft af sin overvægt ikke har været i stand til at udføre sit arbejde, og derfor kunne betegnes som handicappet.

- Det kommer ham til skade her, at der ikke har været problemer med at udføre arbejdet. Men han har bare knoklet ekstra for at kunne løfte den opgave, han var ansat til, siger Dennis Kristensen.

Hvis Karsten Kaltoft havde vundet, mener han ikke, at alle fyrede overvægtige fremover ville gemme sig bag en påstand om diskrimination.

- Det ville så betyde at alle dem, der lader sig beskytte af regler for afskedigelse, for eksempel gravide og andre, skulle afslå den beskyttelse af frygt for, at deres fagforeninger blot bruger det som et påskud, siger han.

- Jeg er af en helt anden opfattelse. De her regler er med til at sikre, at alle har lige muligheder på det danske arbejdsmarked, siger Dennis Kristensen.

/ritzau/