Fodbolddebattør: DBU er taberen i konflikten

Skrevet af admin

21/03/2015

Dagens topnyheder

Spillerforeningen er den klare vinder af fodboldkonflikten, som blev afsluttet lørdag, da spillerne og Dansk Boldspil-Union (DBU) blev enige om en ny landsholdsaftale.

Det mener fodbolddebattøren Fernando Olsen, der er direktør i kommunikationsvirksomheden Sylvester Hvid & Co.

Den nye aftale indeholder blandt andet en samlet besparelse for DBU på cirka 17 procent i den årlige drift af landsholdene - svarende til i alt tre millioner kroner om året.

Til gengæld har spillerne sikret sig en større bonusaftale i tilfælde af kvalifikation til EM- og VM-slutrunder. Hvor stor bonusordningen er, oplyses ikke.

- Spillerforeningen er den ubetingede vinder. Lige nu er der bare lavet en diplomatisk udmelding, så alle redder ansigt, siger Fernando Olsen og tilføjer:

- Man undlader at skrive helt nøjagtigt, hvad de større bonusordninger indebærer, men det vil undre mig meget, hvis ikke det er mindst tre millioner kroner.

- Dette oser af, at man har flyttet rundt på kontiene og fået en bundlinje, der formentlig er spillerne til gode. Den nye aftale er sikkert blevet dyrere for DBU, men vi kender ikke størrelsen på bonusordningerne, siger Fernando Olsen.

Han mener, at DBU har tabt konflikten på en række punkter. For eksempel ville DBU have direkte adgang til spillerne uden om Spillerforeningen i kommercielle sammenhænge.

- På det punkt skal Spillerforeningen nu til at være mere servicemindet over for DBU, så på det punkt er DBU heller ikke trumfet igennem. Individuelle aftaler med spillerne ville DBU også have, og det fik de heller ikke, konstaterer Fernando Olsen.

/ritzau/