Fodboldens feriepengesager nærmer sig en afslutning

Skrevet af admin

27/03/2014

Mest læste i dag

Inden for få måneder kan der være ryddet op i rodet omkring danske fodboldklubbers udbetaling af feriepenge - eller mangel på samme - til deres spillere.

30 klubber mangler stadig at få en aftale i stand, men nu har Fodboldens Voldgiftsret sat dato for de afsluttende forhandlinger i den sidste bunke af sager.

8. april er der forberedende retsmøde, mens dommere den 19. og 20. juni skal vurdere de sager, som på det tidspunkt eventuelt ikke skulle være faldet på plads mellem Spillerforeningen og klubberne.

Det oplyser Spillerforeningens direktør, Mads Øland, der er positiv omkring at nå aftaler med alle de involverede klubber.

- Vi beregner på livet løs nu, fordi de fleste klubber har sendt materiale til os, så vi kan regne os frem til kravene. Vi håber på, at der ikke mangler så meget efter den 8. april, siger spillernes repræsentant.

- Forligsvilligheden er forskellig. Langt de fleste klubber medvirker nu, og det er rigtig positivt. Men nogle er stadig lidt tunge i det set med vores øjne, lyder det fra Mads Øland.

Brøndby IF har betalt i omegnen af 30 millioner kroner tilbage til spillere i manglende feriepenge, mens flere klubber har sat penge til side til en kommende regning. Blandt andet har AaB gjort klar til at betale 17 millioner kroner.

Så store beløb er der dog langt fra tale om i de resterende sager, oplyser Mads Øland.

- Der er ikke nogen, der kommer op i AaB- og slet ikke i Brøndby-niveau. Nu handler det om alt lige fra meget lidt til millionbeløb. Mere kan jeg ikke sige, fortæller han.

/ritzau/