Fodboldkaos i Marseille skaber uro i Frankrig før EM

Skrevet af admin

21/09/2015

Mest læste i dag

Frankrigs sportsminister, Thierry Braillard, kalder tilskuernes opførsel i søndagens fodboldkamp mellem Marseille og Lyon for uacceptabel med tanke på, at Frankrig til næste år er vært for EM.

Kampen på Stade Velodrome i Marseille blev undervejs afbrudt i 20 minutter, efter at tilskuere begyndte at smide flasker og andre genstande ind på banen.

Generelt var stemningen hadsk, da Mathieu Valbuena tidligere har optrådt for Marseille, men søndag stillede op for gæsterne.

- Vi er kun ni måneder fra en kæmpestor begivenhed som EM i fodbold, og jeg beder alle om at vurdere, hvad der er sket, siger Braillard til radiostationen RTL.

- Det er ikke acceptabelt, og jeg mener, at vi skal have langt strengere kontroller.

- Marseille er en fodboldby. Folket i Marseille er kendt for at være et storartet folk. Men jeg synes, at der er sikkerhedsregler, der skal respekteres, og vi vil ikke se på, at der bliver smidt glasflasker ned fra tribunen.

- Hvor er vi på vej hen? Tænk hvis en flaske havde ramt en spiller. Hvilken situation ville vi så ikke befinde os i nu? Det er uacceptabelt, og jeg tror, at vi har behov for at stramme kontrollerne, siger sportsministeren.

Det professionelle franske liga, LFP, har hasteindkaldt til et møde mandag for at drøfte situationen.

Kampen mellem Marseille og Lyon var ikke den eneste, der blev ramt af uroligheder i denne weekend. På Korsika var der også problemer i kampen mellem Bastia og Nice, mens Paris Saint-Germain-fans forårsagede gadeuro i Reims.

Næste års EM afholdes fra 10. juni til 10. juli.

/ritzau/