Fodboldlegende kræver handling efter tilskuers død

Skrevet af admin

31/03/2014

Dagens topnyheder

De svenske fodboldfans må vågne op og begynde at tage ansvar, efter at en Djurgården-tilhænger søndag døde før kampen mellem Helsingborg og Djurgården i den svenske liga.

Det mener den tidligere fodboldstjerne Henrik Larsson, der er født i Helsingborg og har spillet i klubben i flere omgange.

- Det er på tide, at fansene også tager et ansvar. De er glade for at skyde skylden på andre, men nu må de selv tage ansvar, siger Larsson ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tilhængeren, der var familiefar, blev overfaldet og slået i hovedet med flaske ikke langt fra færgelejet i Helsingborg og stod ikke til at redde, selv om politi og redningsfolk gav ham førstehjælp.

- Nu sidder der en mor og en far derhjemme og græder. Det er skrækkeligt. Vi må have den slags ud af svensk fodbold.

- Jeg gik en tur gennem Helsingborg. Klokken kvart i 10 om formiddagen stod en masse Djurgården-fans og ventede på, at pubberne skulle åbne. Skal vi overhovedet åbne pubberne før sådanne kampe?

- Hvis ansvar er det her? Er det klubbernes? Er det fansenes? Eller skal samfundet gå ind og tage det? Det er på tide, at nogen vågner op, for vi vil ikke have den slags i fodbold, siger Henrik Larsson.

Kampen mellem Helsingborg og Djurgården blev afbrudt, da meldingen om dødsfaldet nåede stadion.

Herefter invaderede en stor flok Djurgården-fans banen, og dommeren sendte spillerne til omklædning.

/ritzau/