Før OL: Holger K. retter blikket mod terrorramt Rusland

admin

|

30/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De to terrorbomber, der på to dage har rystet storbyen Volgograd i den sydlige del af Rusland, får ikke Udenrigsministeriet i Danmark til at ændre rejsevejledningen til landet, der er vært ved vinter-OL om godt en måneds tid.

Man bør fortsat udvise forsigtighed ved rejser, men udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) slår fast, at ministeriet følger udviklingen tæt efter angrebene, der foreløbig har kostet 32 mennesker livet og såret 105.

- Det er klart, at vi følger nøje med i situationen, siger han i en skriftlig kommentar.

Søndag mistede mindst 17 personer livet, da en selvmordsbomber detonerede en sprængladning på en jernbanestation i Volgograd.

Og tidligt mandag morgen sprang så endnu en bombe i en trolleybus - meldingerne her går på 15 døde.

Meget tyder på, at det var den 26-årige Oksana Aslanova fra Dagestan, der stod bag selvmordsangrebet søndag, mens en mandlig selvmordsbomber angiveligt stod bag angreb nummer to.

De russiske myndigheder kæder de to terrorhandlinger sammen.

Holger K. Nielsen "fordømmer kraftigt de to terrorangreb", som han kalder "uacceptable".

- Bekæmpelse af terrorisme er en prioritet for Danmark og det internationale samfund. Jeg håber, at de ansvarlige bag hurtigt vil blive stillet for retten, siger han.

Endnu har ingen påtaget sig skylden for de to terrorangreb.

/ritzau/