Første franske ebola-patient bliver sendt hjem

admin

|

18/09/2014

Dagens topnyheder

Frankrig har fået sit første tilfælde af ebola.

En kvinde er blevet smittet i Liberia under en udstationering som frivillig for Læger uden Grænser. Hendes tilstand beskrives som stabil.

Det franske sundhedsministerium oplyser, at kvinden torsdag vil blive fløjet hjem til Frankrig i en luftambulance. Transporten vil ske under "maksimale sikkerhedsforanstaltninger".

Ebolaudbruddet i det vestlige Afrika er det værste nogensinde med foreløbig over 2400 omkomne. Antallet af smittede vokser, og Læger uden Grænser er en blandt flere organisationer, der har advaret om, at situationen er ved at løbe løbsk.

Læger uden Grænser spiller en vigtig rolle i forsøget på at bekæmpe epidemien med mere end 2000 medarbejdere i regionen. Omkring 200 af disse er udlændinge.

Den franske kvinde er den første vestlige udsendte for Læger uden Grænser, som er blevet smittet med ebola. Hun viste tirsdag de første symptomer på den frygtede sygdom og har siden været isoleret ifølge en meddelelse fra organisationen.

Der findes ikke en godkendt kur mod ebola, og dødeligheden er over 50 procent.

- Desværre er adskillige afrikanske kolleger blevet smittet, siger Mego Terzian, formand for Læger uden Grænser i Frankrig.

Oven i de menneskelige ulykker er ebolaepidemien ifølge Verdensbanken ved at udvikle sig til en økonomisk katastrofe for de værst ramte lande, Sierra Leone, Guinea og Liberia. Frygten for sygdommen kvæler den økonomiske aktivitet, advarede banken onsdag.

USA optrappede i denne uge kampen mod ebola. Medicinsk personel fra det amerikanske militær skal lynuddanne tusindvis af lokale sundhedsarbejdere i de vestafrikanske lande til håndtere smittede, og USA vil oprette 17 behandlingscentre med hver 100 sengepladser.

/ritzau/AFP