Første timer af afghansk er forløbet roligt

Skrevet af admin

05/04/2014

Dagens topnyheder

Der kom lørdag en del rapporter om vold under valget i Afghanistan, hvor afghanske vælgere trodsede Talibans trusler og gik til stemmeurnerne for at vælge en efterfølger til præsident Hamid Karzai.

- En eksplosion dræbte mindst en person og sårede to eller tre andre på en skole, der blev brugt som valgsted i Logar-provinsen syd for Kabul, siger distriktschef Abdul Hameed Hamid Mohammad Agha.

Tre valgsteder blev beskudt af Taliban i Parwan-provinsen, siger regeringskilder.

Også i Sarkhani-distriktet i Kunar-provinsen ved Pakistans grænse kom det til hårde kampe mellem soldater og oprørere, siger talsmænd for politiet.

De første par timer af det afghanske præsidentvalg forløbe relativt roligt, og det lader til, at valgdeltagelsen er højere end ved valget i 2009, siger observatører.

De afghanske vælgere trodser den islamistiske Talibanbevægelse med valghandlingen med deres liv som indsats.

Indenrigsminister Omar Daudzai siger, at 400.000 mand fra Afghanistans politi, hær og efterretningstjenester er sat for at sikre ro og orden under valget.

- Jeg er ikke bange for Talibans trusler. Vi skal alle dø en dag alligevel. Jeg ønsker, at min stemme skal være et slag i ansigtet på Taliban, siger en 48-årig husmor, Laila Neyazi.

Den 52-årige butiksindehaver Khodadad, siger, at han har taget 12 af sine familiemedlemmer med hen for at stemme.

- Det føles godt, at folk nu kan vælge deres leder ved at stemme fremfor at skyde og bruge magt, siger han og tilføjer: - Vi er trætte af tyranner og krig og vold. Et valg er den bedste måde at få valgt vores leder på.

Omkring 13,5 millioner af Afghanistans 28 millioner indbyggere har mulighed for at stemme.

Karzai har ikke ret til at genopstille endnu engang i henhold til forfatningen.

De tre mænd, der er er favoritter til at vinde valget, er tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah, medarbejder i Verdensbanken Zalmay Rassoul samt tidligere finansminister Ashraf Ghani.

Valget, der finder sted, mens de udenlandske interventionsstyrker i landet er ved at afslutte deres mission, er det tredje præsidentvalg i Afghanistan siden 2001.

Karzai, der har været ved magten i 13 år, er den første præsident i landets turbulente historie, som er med i et demokratisk magtskifte i Kabul.

/ritzau/AFP