Føtex modtog Sønderborg Kommunes sundhedspris

Skrevet af Elo Christoffersen

10/12/2012

Dagens topnyheder

Sønderborg Kommune har i dag uddelt Sundhedsprisen 2012. Modtageren blev varehuset Føtex.

I begrundelsen for at tildele Føtex prisen sagde Jesper Rosanes bl.a.:

- Det sunde alternativ i kantinen har været med til at ændre mange medarbejderes madvaner, og når man har sent fri fra arbejde, har man jo allerede fået et sundt og lækkert måltid, så man slipper for at skulle hjem og lave mad. Ja, I må endda komme og spise, selv om I faktisk har fri.

- Sundhedsprojektet i Føtex tilbyder ud over sundere madvaner også muligheden for at dyrke motion sammen med kolleger. I har både zumbahold, løbehold, slankehold og der kommer hele tiden flere til. Medarbejdere har også deltaget i Stafet for Livet i Sønderborg, og det var 24 hyggelige timer med godt samvær og motion inkluderet, har jeg ladet mig fortælle, sagde Jesper Rosanes.

Som formand for Stafet for Livet glædede Jesper Rosanes sig over, at medarbejderne havde valgt at støtte netop denne aktivitet og samtidig hjælpe sig selv med god motion.