Fogh: Vi kan ikke bekræfte russisk tilbagetrækning

Skrevet af admin

01/04/2014

Dagens topnyheder

Den russiske melding om, at landet har indledt en delvis tilbagetrækning af soldater fra den østlige ukrainske grænse, kan ikke verificeres.

Det slår Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, fast forud for et to dage langt møde blandt Nato-landenes 28 udenrigsministre.

De er tirsdag og onsdag samlet i Bruxelles for hovedsageligt at diskutere krisen i Ukraine og Natos forhold til Rusland i fremtiden.

- Vi kan ikke bekræfte, at Rusland trækker sine tropper tilbage. Det er ikke det, vi har set, siger Nato-chef Anders Fogh Rasmussen på vej ind til Nato-udenrigsministermødet.

Mandag rapporterede russiske nyhedsbureauer, at en infanteribataljon skulle trækkes væk fra grænsen til Ukraine.

I weekenden vurderede USA og EU, at Rusland havde op mod 40.000 soldater nær Ukraines østlige grænser.

Anders Fogh Rasmussen understreger vigtigheden af, at de 28 Nato-lande står sammen.

- Vi vil vise vores engagement i det kollektive forsvar. Det starter med afskrækkelse. Vi skal gøre det klart over for verden, at ingen trussel mod Nato-allierede vil lykkes.

- Vi vil støtte Ukraine med praktiske og politiske tiltag inden for rammen af vores partnerskab, siger han og fortsætter:

- Vi vil gøre det klart, at Ruslands handlinger er uacceptable og overveje, om det stadig er passende at samarbejde med Rusland. Vi kan ikke blive ved med at lave "business as usual", siger Fogh.

På udenrigsministrenes møde vil den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R,) sammen med sine Nato-kolleger også diskutere, hvad Nato kan gøre for Ukraine, selv om landet ikke er et medlem af Nato, men et partnerland.

Derudover vil samarbejdet med Rusland både på den korte og lange bane blive et centralt emne på dagsordenen.

Mødet fortsætter onsdag, hvor Afghanistan er på dagsordenen.

/ritzau/