Fokus på sikkerheden ved åbning af karneval i Köln

Skrevet af admin

04/02/2016

Dagens topnyheder

Köln åbnede torsdag det store årlige karneval med stærkt optrappede sikkerhedsforanstaltninger, da der er frygt for sexoverfald og forulempelser af kvinder, som det skete i storbyen nytårsaften.

Politistyrken i Köln kæmper for at genvinde befolkningens tillid, efter at den var passiv, mens hundredvis af kvinder i nytåret blev overfaldet og bestjålet af unge mænd, hvoraf langt de fleste var nordafrikanere og arabere.

Men samtidig med frygten for denne type vold er der under karnevalet også øget bekymring for terrorangreb mod de store folkemængder, som i de kommende dage holder karneval i Köln og en række andre tyske byer.

Terrorfaren i Tyskland blev torsdag understreget, da to algeriske mænd, der formodes at have forbindelser til Islamisk Stat, blev anholdt ved en stor politioperation. To andre efterlyste mænd er stadig på flugt, oplyser myndighederne.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at mændene øjensynligt havde planer om et angreb mod turistmål og seværdigheder i det centrale Berlin - blandt andet Checkpoint Charlie og Alexanderplatz.

Anholdelserne kan give næring til en ophedet debat om, hvorvidt jihadister har udnyttet flygtningekrisen i Europa og forbereder en serie af angreb.

Flere hundrede politifolk vil under karnevalet patruljere på banegårde og i tog. Foruden uniformerede betjente vil forbundspolitiet også udsende et større antal civilklædte politifolk, hvis primære indsats er at holde øje med lommetyve.

De mange overgreb mod kvinder nytårsaften medførte, at Kölns politichef, Wolfgang Albers, blev fyret. Nordrhein-Westfalens indenrigsminister, Ralf Jäger, sagde, at det skete for at genvinde offentlighedens tillid til, at politiet i Köln har handlekraft og kompetence.

- Det sker ikke mindst af hensynet til det forestående karneval, har Jäger understreget.

/ritzau/dpa