Folkemusikeren Pete Seeger er død

admin

|

28/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den amerikanske sanger og folkemusiker Pete Seeger er død i en alder af 94 år, bekræfter hans barnebarn over for New York Times.

Seeger, der blev født i 1919, sov mandag stille ind på et hospital i New York, siger barnebarnet, Kitama Cahill Jackson, til avisen.

Pete Seeger, der blandt andet skrev folkemusik-klassikere som "Where Have All the Flowers Gone", stod i spidsen for en bevægelse, der genopdagede de amerikanske folkesange.

Seeger, der opfattede sangene som bidrag til sociale og politiske forandringer, sang ved præsident Barack Obamas indsættelse i januar 2009 sammen med Bruce Springsteen.

De sang "This land is your land" foran Lincoln Memorial.

Den sang, som han måske blev mest kendt for at synge, var protestsangen "We shall overcome", som blev knyttet til kampen for borgerrettighederne i 1950'erne og 1960'erne.

Seeger, der mest spillede femstrenget eller 12-strenget banjo og guitar, beherskede en lang række instrumenter.

Sammen med Woody Guthrie, Lee Hays og Millard Lampell dannede Pete Seeger The Almanac Singers i 1941. Han var under stærk indflydelse af den sorte folkemusiklegende Leadbelly.

I 1949 dannede Seeger folkesangergruppen The Weavers sammen med Lee Hays og Ronnie Gilbert. Gruppen havde adskillige hits.

Et medlemskab af kommunistpartiet i 1940'erne og Seegers politiske engagent og kamp for borgerrettighederne medførte, at han blev stemplet som samfundsfjendtlig kommunist i McCarthy-tiden i midten af 1950'erne.

Først da countrymusikeren Johnny Cash tog Seeger med i sit tv-show i begyndelsen af 1970'erne, kom han ind i varmen igen.

Seeger boede i Beacon i delstaten New York og var engageret i musik og politik til det sidste. Hans hustru, Toshi Seeger, der var kunstner og aktivist sammen med sin mand, døde sidste år. Parret fik fire børn.

- For Seeger var musik og engagementet i det omliggende samfund uadskilleligt forbundet, og hvor han så et samfund, så han mulighed for politisk handlinger, hedder det i the New York Times' nekrolog.

- Han var optaget af af de dagsordener, som definerede den amerikanske venstrefløj: Han sang for arbejderbevægelsen i 40'erne og 50'erne, for borgerrtettighedsmarchen og anti-krigsbevægelsen under Vietnamkrigen og senere for miljøaktivisterne, skriver avisen.

Som medlem af The Weavers sang Seeger hits som "Goodnight, Irene" og "If I Had a Hammer." Sidstnævnte var ligesom antikrigssangen "Where Have All the Flowers Gone" skrevet af Pete Seeger selv.

Seeger var i 1960'erne mentor for en række yngre folkesangere som Bob Dylan og Don McLean.

Ved en koncert i Madison Square Garden i anledning af Seegers 90-års fødselsdag præsenterede Bruce Springsteen ham som "et levende arkiv over Amerikas musik og politiske samvittighed, et testamente for sangenes kraft og kulturen med at få dem til at præge historien".

/ritzau/