Folketingets formand: Sandheden om Tibet-sag skal frem

Skrevet af admin

02/10/2015

Dagens topnyheder

- Oprigtig tror jeg, at politiet bare har pareret ordre. Fra hvem ordren er kommet, kan jeg ikke udtale mig om, for det er jo det, som kommissionen nu skal undersøge. Men jeg tror ikke, det er politiet alene, der har taget den her beslutning.

Det siger Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), efter det fredag er kommet frem, at justitsminister Søren Pind (V) nedsætter en kommission, der skal undersøge, hvad der skete i den såkaldte Tibet-sag.

Tilbage i 2012 gav ledere i Københavns Politi ordre til, at tibetanske demonstranter med tibetanske flag skulle fjernes under et kinesisk statsbesøg.

Det viser dokumenter, der først er blevet fundet tre år efter, og som dermed strider imod de forklaringer, som Københavns Politi tidligere har givet til justitsministeriet og dermed også Folketinget.

Men ordren kommer altså endnu højere oppe fra, mener formanden.

- Politiet har sagt nogle underlige ting i den her sag. At man ikke ville se det tibetanske flag i frygt for, at det kinesiske sikkerhedsfolk så skulle begynde at skyde mod demonstranterne. Det er jo fuldstændig langt ude.

- Det handler om nogle fredelige folk, der bare vil vise det tibetanske flag, og det er fuldstændig uhørt, at de ikke kan det. Det er meget fornuftigt, at der bliver nedsat en kommission.

En undersøgelse, der bestemt ikke bør tage alt for lang tid, mener Pia Kjærsgaard. Særligt fordi der allerede er gået tre år.

- Jeg skal nok holde øje med, at det ikke tager for lang tid med undersøgelseskommissionen. Vi skal hurtigt til bunds i den her sag.

- Man skylder, at sandheden kommer frem.

/ritzau/