Forældre: Ferierejser i utide kan være nødvendige

Skrevet af admin

11/03/2016

Dagens topnyheder

Det er ikke usædvanligt, at tre eller fire stole i et klasseværelse står tomme, fordi eleverne er på ferie.

For nogle forældre kan det friste at tage på ferie uden for skolernes officielle ferie, hvor det ofte er langt billigere, siger formand for Skole og Forældre, Mette With Hagensen.

- For den enkelte kan det give god mening at komme på ferie i eksempelvis uge fire frem for den ferieuge, som skolen har, fordi man ikke har råd til at rejse i skolens ferieuger, siger Mette With Hagensen.

Ifølge formanden er det dog vigtigt, at forældre er opmærksomme på, at ferier i utide kan gå ud over klassens fællesskab.

- Man skal som forældre tænke over, hvad det gør ved klassefællesskabet, når der konstant mangler tre eller fire elever, siger hun.

Tre ud af fire skoleledere giver ifølge Berlingske altid tilladelse til, at skolebørn kan plaske rundt i en pool sydpå eller suse ned af skiløjper uden for skoleferien.

75 procent af de skoleledere, der har svaret, mener, at ferierne slet ikke eller kun i mindre grad udgør et problem.

Alligevel pointerer flere skoleledere, at det kan være lige meget med tilladelsen, fordi skolelederen ingen magtbeføjelser har, hvis forældrene mod skolens råd tager barnet med på ferie.

Mette With Hagensen genkender billedet, hvor forældre føler, at de selv kan bestemme. Hun mener dog, at det er en udvikling, der er ved at vende.

- Heldigvis oplever vi, at flere og flere forældre ikke betragter sig som kunder i skolebutikken, men meget gerne vil samarbejde med skolen og også spørger, inden man begynder at planlægge sin ferie, siger hun.

Også Dorte Lange, som er næstformand i Danmarks Lærerforening, pointerer, at det kan gå ud over fællesskabet, når skoleelever tyvstarter ferien.

- Jeg mener, at forældrene burde tænke over, at børn indgår i et fællesskab og i et samarbejde med de andre elever i klassen, når de er i skolen. Det er ikke lige meget for det fællesskab, om alle er til stede, eller om der tit er nogle væk, siger Dorte Lange.

/ritzau/