Forældre: Støjen i klasseværelset er for høj

Skrevet af admin

18/03/2014

Mest læste i dag

Selv om et nyt forskningsprojekt viser, at det gennemsnitlige støjniveau i klasseværelser er under grænseværdien på 85 decibel, er der ikke noget at klappe i hænderne over.

Landsformanden i foreningen Skole og Forældre, Mette With Hagensen, mener nemlig, at et støjniveau på 72 decibel, som forskningen viser, er for meget. 72 decibel svarer cirka til en hurtigkørende personbil på 10 meters afstand.

- Det er meget tæt på grænseværdien, og det er jo højt. Så vil jeg hellere kalde det støj for undervisningen end støj for eleverne, siger hun til Ritzau.

Mette With Hagensen opfordrer til konkrete tiltag for at få styr på støjen.

- Vi kigger meget på værktøjer i klasserumsledelse med håndtegn og forskellige farvekoder på tavlen, som faktisk fungerer rigtig godt i de små klasser, siger hun.

Farvekoderne på tavlen er grøn, gul og rød. Grøn betyder, at der må snakkes. Gul betyder makkersnak, så du må tale med den, du kan røre ved. Rød betyder arbejdsro, og så skal der være stille.

- Når eleverne nærmer sig 5.-6. klasse, så synes de, det er lidt barnligt, og så aftager effekten af det. Vi må kigge på de værktøjer, vi allerede kender, og så må vi finde ud af, hvordan de kommer til at fungere i de større klasser, siger Mette With Hagensen.

Det er forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Lunds Universitet, der i samarbejde med en række støjeksperter, står bag det nye forskningsprojekt, skriver Magasinet Arbejdsmiljø.

De nye resultater bygger på støjmålinger og test blandt 35 lærere på syv skoler, hvor lærerens stemme og baggrundsstøjen blev optaget med hver sin mikrofon.

Mette With Hagensen opfordrer lærerteamene på skolerne til at skabe ens regler i klasserne for at skabe konsensus om at holde støjen nede.

- Forskellen er, at nogle lærere accepterer et højere støjniveau, end andre gør. Det betyder, at der er forskel fra klasse til klasse afhængigt af, hvilken lærer der kommer ind i klassen. Det kan være med til at forvirre eleverne, siger hun.

/ritzau/