Forbrugerråd: Nu bliver Nets-gebyrs rimelighed tjekket

admin

|

23/03/2015

Dagens topnyheder

Forbrugerrådet Tænk har været blandt de skarpeste kritikere af det milliardgebyr, som forbrugerne tilsammen betaler hvert år til Nets for at bruge Betalingsservice.

Men nu kommer svaret fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), som har fremlagt et lovforslag, der skal give Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen myndighed til at vurdere, om gebyret står i rimeligt forhold til omkostningerne.

Og det bifalder Troels Holmberg, der er økonom hos Forbrugerrådet Tænk.

- Det giver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen et værktøj til at sikre, at prisen er rigtig. Det betyder, at de nu kan gå ind og gøre det, de blandt andet også gør på betalingskortområdet, siger han og fortsætter:

- Her vurderede man, at Nets opkrævede for høje gebyrer for betalinger via dankort på internettet, og derfor tyder alt på, at det virker, og at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er parat til at bruge bestemmelsen, når det er nødvendigt.

Helt konkret vil betalingstjenestelovens paragraf 79 blive udvidet til også at omfatte Betalingsservice, hvis loven vedtages.

Det betyder, at Betalingsservice vil blive pålagt ikke at anvende "urimelige priser og avancer", som det hedder i paragraffen.

- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil gå ind og lave en analyse af, hvad omkostningerne ved at drive systemerne er.

- Og så vil man holde de reelle driftsomkostninger op imod de faktiske priser og vurdere, om fortjenesten er rimelig, siger Troels Holmberg.

Betalingsservice har siden 2011 opkrævet fire milliarder kroner i gebyrer, hvilket Troels Holmberg har kaldt "absurd".

/ritzau/