Forbund: Russiske atleter udelukkes fra para-OL

admin

457 uger siden

|

07/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Rusland er udelukket fra de paralympiske lege, der løber af stablen i Rio de Janeiro i september.

Det oplyser Den Internationale Paralympiske Komité (IPC) søndag ifølge Reuters.

Den officielle udmelding kommer dagen efter, at flere medier berettede om beslutningen.

Rusland er udelukket som en konsekvens af den seneste tids afsløringer af omfattende dopingsnyd i Rusland.

Baggrunden er Det Internationale Antidopingagenturs McLaren-rapport, der har konkluderet, at den russiske stat har været dybt involveret i et omfattende dopingprogram samt svindel med positive prøver.

IPC træffer dermed den beslutning, som Den Internationale Olympiske Komité (IOC) valgte ikke at træffe i forbindelse med OL i Rio, der foregår i øjeblikket.

Her valgte IOC at lægge det ud til de mange specialforbund at træffe afgørelse om russisk deltagelse.

Rusland vil anke afgørelsen til CAS, som er sportens voldgiftsret.

Det siger landets sportsminister, Vitaly Mutko, søndag til det russiske nyhedsbureau Tass, skriver Reuters.

De paralympiske lege finder sted fra 7. til 18. september.

/ritzau/

Ads by MGDK