Fordrevet fransk højrefløjsnationalist får ransaget hjemmet

Skrevet af admin

04/11/2015

Dagens topnyheder

Fransk politi har onsdag ransaget stifteren af højrefløjspartiet Front National, Jean-Marie Le Pens, hjem.

Det sker som del af en efterforskning om mulig skattesvindel, siger juridiske kilder til nyhedsbureauet AFP.

Efterforskningen blev åbnet af anklagemyndigheden i juni og er rettet mod den 87-årige stifter, som blev bortvist fra partiet tidligere i år.

Han mistænkes for at have gemt penge væk i udlandet og undladt at fortælle om en eller flere ejendomme til de rette myndigheder, lyder det.

Le Pen har afvist anklagerne.

Det franske medie Mediapart har skrevet om efterforskningen tidligere på året og mener at vide, at det drejer sig om 2,2 millioner euro (knap 16,5 millioner kroner).

- Jeg afviser dem. Det er ikke sådan, at når Mediapart siger noget, så bliver det en evangelisk sandhed, siger Le Pen.

/ritzau/AFP