Formand: EU-nej åbner dør på klem for DF i regering

admin

|

30/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

På torsdag skal danskerne stemme om Danmarks EU-retsforbehold. Og resultatet af afstemningen kan gøre det nemmere for Dansk Folkeparti at gå i regering med Venstre.

Det siger partiformand Kristian Thulesen Dahl i et interview med Politiken få dage før åbningen af valglokalerne.

- Hvis det lykkes at få regeringen ind på den europapolitik, som vi snakkede med Lars Løkke Rasmussen om i valgkampen, er det klart, at så er der nogle hurdler, som bliver ryddet af vejen, siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken.

Danmarks forhold til EU har længe været en af de store knaster, som har blokeret for et regeringssamarbejde mellem Dansk Folkeparti og Venstre.

Men stemmer et flertal af vælgerne nej til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning, kan det blive lettere for Dansk Folkeparti og Venstre at blive enige om Danmarks forhold til EU, vurderer DF-formanden.

I øjeblikket har han svært ved at få øje på indikationer, der skulle tale for en kursændring hos Venstre, der for alvor bringer de to partier tættere på hinanden.

Men det kan meget vel ændre sig, hvis EU-afstemningen, som det ser ud nu, deler befolkningen i to, siger Thulesen Dahl. Han håber, at Lars Løkke i så fald vender tilbage efter på torsdag og er klar til at komme nejpartiernes skepsis i møde:

- Hvis han gør det, er det klart, at så vil det lette vejen for, at Dansk Folkeparti på et eller andet tidspunkt vil kunne gå med i et regeringssamarbejde, siger Thulesen Dahl, der tidligere har afvist at spekulere i et eventuelt regeringssamarbejde.

I en skriftlig kommentar til Ritzau kritiserer Kristian Thulesen Dahl Politikens udlægning af interviewet.

- Politiken skriver tirsdag, at et nej torsdag bringer DF tættere på regeringsdeltagelse. Dette må avisen mene, men de skal ikke tage mig til indtægt for det! Et nej torsdag vil i sig selv absolut intet have med regeringsdeltagelse at gøre. Der skal andre ting til!

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller udenrigsminister Kristian Jensen (V).

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, understreger, at det er en statsministers beslutning, hvilke partier der skal i regering og hvornår.

- Jeg har meget vanskeligt ved at se, hvad afstemningen har at gøre med mulighederne for regeringssamarbejde. Vi stemmer ikke om, hvem der skal danne regering. Vi stemmer ikke om, hvad vi synes om EU. Vi stemmer om retsforbeholdet, siger han til Politiken.

/ritzau/