Formand om hurtige dagpenge-råd: Nu må vi give den gas

Skrevet af admin

20/09/2014

Mest læste i dag

Medlemmerne af dagpengekommissionen skal løbe lidt hurtigere, hvis de skal nå at have deres anbefalinger klar til et nyt dagpengesystem allerede næste år.

Men kommissionen kan sagtens følge med, lyder det fra formand Nina Smith, der også er økonomiprofessor ved Aarhus Universitet.

- Vi må bare fyre den af og prioritere den her opgave ekstra højt, siger hun til Ritzau.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) annoncerede i sin åbningstale på Socialdemokraternes kongres lørdag, at regeringen vil fremrykke kommissionens anbefalinger.

Selvom arbejdet ifølge Nina Smiths bliver mere bøvlet, vil færre arbejdstimer ikke få betydning for kvaliteten af kommissionens anbefalinger.

- Det er ikke min intention, at det skal få betydning for kvaliteten. Men det er jo altid rart med mere tid, siger hun.

Statsministeren forsikrede i sin tale, at formanden havde lovet et solidt arbejde, selvom tidsfristen nu er ændret. Og det takkede hun formanden for.

Men dagpengeanbefalingerne kommer ikke af sig selv, og nu må kommissionen for alvor tage arbejdshandskerne på.

- Vi skal have større mødeintensitet, og det kræver, at vi skal have flere folk på i vores sekretariat til at lave de nødvendige analyser. Det er vi også blevet lovet, siger hun.

Det sidste punktum i dagpengekommissionens anbefalinger skal sættes i september 2015. Tidligere skulle kommissionen være færdig ved årsskiftet næste år.

Kommissionen blev sammensat af regeringen tilbage i juni 2014 for at gøre det 100 år gamle dagpengesystem mere "up-to-date".

I september havde kommissionen sit første møde og er nu allerede godt i gang med arbejdet, forsikrer Nina Smith.

/ritzau/