Formand: Riskær skal ikke opstille for Kristendemokraterne

Skrevet af admin

17/04/2015

Dagens topnyheder

Mens Kristendemokraterne i Københavns Storkreds gerne ser Klaus Riskær Pedersen stille op som folketingskandidat for partiet, er der ikke støtte fra partiets formand.

Over for tv2.dk siger Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne, at han ikke støtter Københavns Storkreds' tilbud om at opstille den kendte erhvervsmand.

- Nej, det gør jeg ikke. Vi har ikke behov for en kendt person til at føre politik for Kristendemokraterne, og jeg er sikker på, at en opstilling af Klaus Riskær ville blive tolket sådan, siger Stig Grenov til tv2.dk.

Det er på Facebook-siden for Kristendemokraterne i København, at det er kommet frem, at Klaus Riskær Pedersen er blevet inviteret til at blive partiets folketingskandidat.

Tilbuddet fra Kristendemokraterne i København kommer, kort tid efter, at Klaus Riskær Pedersen blev ekskluderet fra det nyoprettede parti Alternativet - angiveligt på grund af en række udtalelser, der gik imod partiets værdigrundlag.

/ritzau/