Formand: Rockerne griner af familien Danmark

Skrevet af admin

03/04/2014

Dagens topnyheder

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse betyder, at rockerne har vundet. Ikke bare over os, men over familien Danmark.

Det siger en dybt skuffet og forundret Lars Georg Jensen, formand for grundejerforeningen på Tudskærvej i Vanløse.

- Rockerne har med dagens afgørelse bevis for, at de kan slå sig ned hvor som helst, og der sidder oven i købet nogle ankenævn, som vil give dem ret. Rockerne griner af os, siger han.

Nævnet fastslog torsdag, at Københavns Kommune ikke kan smide rockergruppen Bandidos ud af et boligkvarter i Vanløse.

Ifølge nævnets afgørelse lider kommunens påbud, som forbyder personer med tilknytning til Bandidos at bruge ejendommen på Tudskærvej som klubhus, af "væsentlige retslige mangler".

- Nævnet har haft juridiske skyklapper på. Afgørelsen betyder, at man er retsløs, når man er nabo til en rockerborg. Sagen viser, at de eksisterende regler ikke er gode nok trods regeringens forsikringer om det modsatte, siger han.

Ifølge Lars Georg Jensen er det åbenlyst, at villaen på Tudskærvej bliver brugt som rockerborg og dermed er til gene for de omkringboende naboer. Han undrer sig over, hvad det er for beviser, nævnet ønsker.

- Er det skyderier, motorcykler på fortovene eller hvad? Nu må Folketinget på banen og give kommunerne lettere adgang til at slippe af med rockerborge i boligkvarterer, siger han.

Mandag mødes teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune for at drøfte nævnets afgørelsen.

- Heldigvis har Natur- og Miljøklagenævnet ikke underkendt kommunens afgørelse, men blot peget på nogle mangler. Disse mangler vil vi nu afhjælp, så vi hurtigt kan træffe en ny afgørelse uden mangler, skriver lokalpolitikerne Jakob Hougaard og Jakob Næsager i en fælles pressemeddelelse.

/ritzau/