Formel 1: McLaren skraber bunden på Silverstone

Skrevet af admin

04/07/2015

Dagens topnyheder

Det britiske Formel 1-hold McLaren har det svært hjemme på Silverstone forud for weekendens grand prix.

I den tredje og sidste træning før lørdagens kvalifikation, der begynder klokken 14, lå holdets to kørere, Jenson Button og Fernando Alonso, langt tilbage i det 20 mand-store-felt.

Kevin Magnussens makker fra 2014-sæsonen, Jenson Button, klarede sig en anelse bedre end Alonso, da briten satte 16. bedste træningstid.

Den spanske stjerne Fernando Alonso, der blev hentet hos Ferrari før sæsonen, måtte nøjes med 18. hurtigste tid.

Meget tyder på, at de to Formel 1-stjerner så småt må belave sig på at starte langt tilbage i søndagens grand prix medmindre, at der sker mirakler før kvalifikationen senere lørdag eftermiddag.

Allerede fredag aften udtrykte Fernando Alonso bekymring for, om McLaren-bilerne ville gå videre fra Q1 i kvalifikationen. I Q1 udskilles seks kørere, mens de resterende 14 biler kæmper videre om de bedste startpladser.

McLaren har generelt haft en elendig sæson, hvor det kun er lykkedes Jenson Button at skaffe holdet fire VM-point.

Til sammenligning topper den regerende verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) VM-stillingen med 169 point. Holdkammeraten Nico Rosberg følger efter med 159 point.

Hamilton satte den suverænt hurtigste omgangstid i den tredje træning, mens Rosberg var næsthurtigst.

Silverstone danner rammen om årets 9. grand prix. Sæsonen består af 19 Formel 1-løb.

/ritzau/