Formel 1-stjerner savner retning for sporten

Skrevet af admin

04/03/2016

Dagens topnyheder

Formel 1-bosserne er i færd med at mudre billedet af sporten med konstante regelændringer, mener verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes), som får opbakning fra den tidligere dobbelte verdensmester Fernando Alonso (McLaren).

Under testkørslerne i Barcelona i disse dage blev Hamilton spurgt, om han følte, at sporten blev ødelagt, savnede retning eller var sund.

- Jeg vil nok sige de første to, svarer briten til Reuters.

- Jeg vil ikke tale for meget om det, men jeg er enig i de første to.

Med blot to uger til årets første grandprix er der stadig spørgsmål om, hvordan kvalifikationssystemet i år bliver.

Ny software til kvalifikationen når ikke at blive klar til grandprixet i Australien, har Formel 1-bossen, Bernie Ecclestone, udtalt, og det er stadig et åbent spørgsmål, præcis hvordan det kommer til at forløbe, og fra hvornår ændringen skal træde i kraft.

Der foreligger nemlig ingen endelig beslutning, og Hamilton har svært ved at forstå, hvorfor der overhovedet skal ændres på kvalifikationen.

- Det var fint. Det var okay. Hvorfor skal man forvirre folk mere, spørger den trefoldige verdensmester retorisk.

Også den tidligere dobbelte verdensmester Fernando Alonso savner sund fornuft i Formel 1-ledelsen.

- Jeg er trist på sportens vegne. Det ser ikke godt ud udefra, når vi på en uge ændrer kvalifikationsformatet tre gange, siger den spanske McLaren-kører ifølge Reuters.

- Hvis jeg dyrkede en anden sport, ville jeg kigge på Formel 1 og være overrasket. Jeg synes ikke, det er godt. Der er for mange ændringer, og kompleksiteten i reglerne, også for tilskuerne, er ret høj, lyder det fra Alonso.

/ritzau/