Formel 1-team sender 17-årig på banen i Japan

Skrevet af admin

29/09/2014

Dagens topnyheder

Den hollandske racerkører Max Verstappen, som tirsdag fylder 17 år, skal senere på ugen deltage i træningen forud for det japanske Formel 1-grandprix på Suzuka-banen.

Det meddeler Toro Rosso, der i den kommende sæson får netop Max Verstappen som en af teamets kørere i motorsportens kongeklasse.

- Dette er en god forberedelse for næste år, også selvom jeg ikke havde forestillet mig det her for et par måneder siden, siger Max Verstappen ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

På grund af sine unge alder har det været heftigt debatteret, om Max Verstappen er moden nok til Formel 1.

Teenageren, der er søn af den tidligere Formel 1-kører Jos Verstappen, har dog modtaget den nødvendige superlicens, så han kan køre en Formel 1-racer.

Det er endnu uvist, hvilken træning Max Verstappen deltager i. Der køres to træninger fredag og en om lørdagen, og det er formentlig en af fredagstræningerne, som Max Verstappen skal køre.

Selve grandprixet køres søndag med start klokken 8 dansk tid.

/ritzau/