Formel 1: Verdensmester Vettel griner af rygter

Skrevet af admin

02/10/2014

Dagens topnyheder

Den firedobbelte Formel 1-verdensmester Sebastian Vettel har i forbindelse med weekendens japanske grandprix på Suzuka-banen igen skullet forholde sig til sin fremtid.

Red Bull-køreren, der har vundet VM-titlen de seneste fire år, er igen blevet sat i forbindelse med Ferrari og Kevin Magnussens McLaren-team fra 2015.

Vettel tager rygterne med ro.

- Jeg tror, at der altid har været rygter de seneste år, specielt på dette tidspunkt af sæsonen. Kørermarkedet er sikkert mere en sag for Jenson (Kevins Magnussens McLaren-teamkammerat Jenson Button, red.).

- 17 forskellige kørere har vel været rygtet som hans teamkammerat i 2015. Jeg var en af dem for et par uger siden, og måske er jeg det igen i næste uge. Jeg tænker ikke selv over det, siger tyskeren.

Vettel har haft en for ham skidt sæson. Han er blot på en øjeblikkelig femteplads i den samlede VM-stilling, hvor Vettel er hele 117 point efter den førende Lewis Hamilton (Mercedes).

Fra 2015 træder Honda ind i McLaren og afløser Mercedes som teamets motorleverandør. I den forbindelse er der mange rygter omkring kørersammensætningen hos McLaren i øjeblikket.

Hverken Button eller Magnussen er blevet bekræftet hos McLaren til næste sæson. Til gengæld er topnavne som Vettel, Hamilton og Ferraris Fernando Alonso rygtet til McLaren.

/ritzau/AFP