Den danske ishockeyspiller Frans Nielsen har fået godt gang i sin pointhøst i NHL i denne sæson.
Natten til tirsdag satte han New York Islanders i gang, da han bragte sit hold foran 1-0 i kampen mod Mikkel Bødkers Arizona Coyotes.
Hjemme i Brooklyn i New York vandt Islanders 5-2 i en kamp, hvor også Mikkel Bødker kom på scoringslisten.
Frans Nielsen har fået plads i New York-holdets powerplay i denne sæson, og hans ottende mål i sæsonen faldt lige præcis i en overtalssituation efter knapt fem minutters spil.
Han fik placeret sig godt foran mål og kunne udækket sende pucken i mål i kraft af en god aflevering fra holdkaptajnen John Tavares.
Den snævre føring blev først udbygget i begyndelsen af tredje periode, hvor hjemmeholdet scorede tre mål på 10 minutter, inden Arizona fik reduceret.
Scoringen til 4-0 havde også en stærk Nielsen-signatur. Den 31-årige dansker trak pucken helt ned bag målet og sendte den retur til et par fremadstormende holdkammerater, så Steve Bernier kunne score sit første mål i sæsonen.
To minutter før tid måtte publikum i Barclays Center modvilligt overgive sig til en anden dansker.
Islanders havde lige fået en spiller smidt i straffeboksen, da Bødker modtog pucken helt nede foran eget mål og besluttede sig for at tage sagen i egen hånd.
Den tidligere Rødovre-spiller tog soloturen op af banen og forbi fire modstandere, som ikke kunne forsvare sig og reducerede til 2-4 på Islanders-målmand Jaroslav Halak.
New York Islanders' John Tavares scorede til 5-2 i tomt mål kort før tid, da gæsterne satsede hele butikken.
I Montreal spillede Lars Eller en væsentlig rolle, da hans Montreal kom tilbage og vandt 4-3 over Vancouver efter have været bagud 0-3.
Midt i anden periode, da Jannik Hansens Vancouver førte 3-0, scorede Lars Eller i undertal og ændrede kampens karakter.
Taget løftede sig i Bell Centre, hvor man ellers frygtede, at Montreal-udvisningen ville give 0-4. Og med scoringen fik hjemmeholdets spillere så meget gejst, at de vendte kampen og vandt i overtid.
Sammen med New York Rangers er Montreal Canadiens lige nu NHL's mest pointscorende hold. Montreal fører Atlantic Division med 30 point for 19 kampe. New York Rangers fører Metropolitan Divison med samme pointtal, men for en kamp færre.
Det danske talent Nikolaj Ehlers gik på ny pointløs fra banen, da Winnipeg tabte 2-3 til St. Louis mandag, mens Frederik Andersen fik en hviledag på bænken, da Anaheim vandt 4-1 ude over Carolina.
/ritzau/