Formstærke Island tror på overraskelse mod Holland

Skrevet af admin

13/10/2014

Dagens topnyheder

Det er overraskende Island, der topper gruppe A i EM-kvalifikationen inden mandagens opgør mod Hollands VM-bronzevindere.

Island har fået en fremragende start og har vundet 3-0 over både Tyrkiet og Letland.

Modsat er Holland kommet hakkende i gang med 1-2-nederlaget til Tjekkiet og i hjemmesejren mod Kasakhstan, der førte ved pausen, inden Holland vendte det til sejr på 3-1 efter at have været i overtal i en halv time.

Derfor tror Island på overraskelsen hjemme mod Holland.

- Holland er et godt hold, men der er altid en realistisk chance for at vinde i fodbold. Jeg er meget optimistisk. Vi har spillet og startet godt, og jeg tror, vi kan opnå flere gode resultater, siger landstræner Lars Lagerbäck.

Svenskeren ser det som en fordel, at presset er på Holland.

- Der er mere pres på dem, efter at de har tabt en kamp. Med tanke på, hvordan vi spiller og fungerer, når vi ikke føler pres, er jeg optimistisk. Det er en win-win-situation, og får vi et resultat, er det flot.

Swansea-spilleren Gylfi Sigurdsson har været en nøglespiller med to mål hidtil i kvalifikationen, men han måtte forlade banen med en skade mod Letland. Derfor er han tvivlsom.

- Han trænede ikke meget søndag. Han var med i opvarmningen, men vi er optimistiske, siger landstræneren.

Island har aldrig tidligere kvalificeret sig til en slutrunde. Holdet var tæt på at nå VM i 2014, men tabte den afgørende playoff-kamp til Kroatien.

Da EM er udvidet fra 16 til 24 hold, har Island denne gang en bedre chance for at nå en af de øverste pladser i gruppen, der ud over Holland tæller Tjekkiet, Kasakhstan, Letland og Tyrkiet.

Kampen mellem Island og Holland begynder mandag klokken 20.45.

/ritzau/