Forsker: S-kampagne mod DF flytter næppe stemmer

Skrevet af admin

15/04/2014

Dagens topnyheder

For tredje gang på et år går Socialdemokraterne i kødet på det, de kalder Dansk Folkepartis ufinansierede løfter.

Men det kommer ikke til at skabe store bølger i vælgerhavet, vurderer postdoc ved Københavns Universitets Institut for Statskundskab Rasmus Tue Pedersen, der forsker i politisk kommunikation, negative kampagner og meningsdannelse.

- Det her er ikke noget, der rykker specielt meget hos vælgerne, og det vil ikke flytte mange stemmer.

- Folk, der i forvejen har sympati for DF og stemmer på DF, vil kigge på det her og afskrive det som mudderkast og et strengt angreb. Folk, der godt kan lide det her angreb, er dem, som i forvejen godt kan lide Socialdemokraterne, siger han til Ritzau.

Socialdemokraterne langer tirsdag ud efter et Dansk Folkeparti og anklager partiet for at give løfter uden at kunne finansiere dem.

Socialdemokraterne har fået de forskellige ministerier til at regne på alle konkrete forslag fra Dansk Folkeparti. Og regningen løber op i 155 milliarder kroner.

Selvom angrebet nok ikke kommer til at hive stemmer den ene eller den anden vej, er det ikke en mærkelig strategi, Socialdemokraterne har valgt.

- Danskere er ekstremt kritiske over for anklager mod personer. De vil ikke have, at man angriber politiske modstander på privatlivet - om de har haft affærer eller alkoholmisbrug. Men det er fuldstændig i orden at kritisere modstandernes politik.

- Det betyder bare selvfølgelig ikke, at det virker på vælgerne. Men det er effektivt i forhold til medierne, for det er en god måde at få sat en dagsorden på. Journalister vil gerne skrive om politikere, der kritiserer hinanden, siger Rasmus Tue Pedersen.

Det er ikke første gang, at Dansk Folkeparti bliver anklaget for at levere ufinansierede politiske løfter.

Kampagnen mod DF blev indledt under åbningsdebatten i Folketinget sidste år, da en samlet rød blok angreb partiet for en ældrepjece med en række milliarddyre løfter til de ældre.

Og i januar var både regeringen og flere borgerlige partier ude med riven efter Dansk Folkeparti. Da nåede de ufinansierede løfter ifølge en beregning op i cirka 40 milliarder kroner.

/ritzau/