Forskere: Derfor er din kat fuldstændig ligeglad med dig

Skrevet af Jesper Larsen

12/09/2015

Dagens topnyheder

Katte opfører sig ikke altid lige hengivent overfor sine ejere, og nu har forskere undersøgt årsagen bag. 

Og det viser sig, at der er en helt naturlig grund til, de ikke er ligeså begejstrede som hunde: De har slet ikke brug for dig. 

Forskerne brugte 20 katte, som de satte ind i miljøer, der var fremmede for dyret, og selvom det var nye og ukendte omgivelser, viste kattene ikke nogle tegn på stress, skriver Telegraph. 

Som en del af forsøget, var kattens ejer og en fremmed person i nærheden hvert ukendte sted, den oplevede. 

- Kattene var mere højlydte, når deres ejere forlod dem, end når den fremmede person forlod rummet, men udover det så vi ingen tegn på, at at forbindelsen mellem kat og ejer spillede nogen rolle for kattens følelse af tryghed, siger Daniel Mills, der ledte forskningsprojektet, til Telegraph

Og ifølge forskerne, er der slet ikke nogen tvivl om, at hunde og katte har et helt forskelligt syn på, hvor vigtigt det er at søge tryghed hos sin ejer. 

- For hunde repræsenterer ejeren en sikkerhed, men forsøget viser, at katte er langt mere selvstændige og selvsikre, når de skal klare sig i en uvant situation, siger Daniel Mills.

Men selvom det kan virke hårdt for katteejere at høre, at deres elskede kæledyr er ligeglade med dem, så er det ikke helt så skidt igen. 

- På en måde er det en kompliment. For katte vil ikke leve i et hjem, hvor de ikke har det godt. De vil bare gå deres vej, for katte kan sagtens klare sig på egen hånd, siger han.