Forslag: Ejere af faldefærdige huse bør få skrotpræmie

admin

|

31/03/2014

Dagens topnyheder

I mange år har man kunnet få en skrotpræmie for at fjerne udtjente biler fra de danske veje.

Nu anbefales Folketinget at indføre en præmie for at skrotte usælgelige huse på landet, skriver Fyens Stiftstidende.

- Alt for mange huse forfalder, og en præmie vil kunne hjælpe ældre til at betale indskud i en bolig i den større by, de gerne vil bo i som gamle. Kommunen kan derefter rive deres hus ned, siger projektleder i Dansk Byplanlaboratorium Christian Borgen til avisen.

Byplanlaboratoriet har i samarbejde med syv kommuner givet et bud på fremtiden for de mange landsbyer, hvor husene ligger tæt ud til vejkanten.

Cirka 100 af disse byer er så trængte, at de over en årrække skal rives ned, og i andre landsbyer vil det være nødvendigt at tynde ud i husene for at undgå forfald, mener Christian Borgen.

Han foreslår helt konkret en skrotningspræmie på 100.000 kroner.

- De huse vil alligevel ikke kunne sælges. Med præmien hjælpes beboerne videre, siger han.

Vicedirektør i Nykredit Poul Erik Jørgensen støtter idéen om en skrotpræmie på de mest usælgelige huse.

- Det er en national opgave at få et velfungerende boligmarked, hvor udbud og efterspørgsel hænger sammen. Det gør det ikke nu, og en præmie kan være med til at få de svageste huse væk fra markedet.

- På den måde undgår man, at de står tomme eller opkøbes af spekulanter, der udlejer dem og lader dem forfalde, påpeger Poul Erik Jørgensen over for Fyens Stiftstidende.

Statens Byggeforskningsinstitut har netop skønnet, at der uden for de store byer findes mindst 60.000 ejendomme, der bør rives ned.

/ritzau/