Forsvarer: Intet bevis for miljøskader i stor miljøsag

I det, der kaldes danmarkshistoriens største sag om miljøsvineri, er der uenighed om, hvorvidt de tiltalte reelt har forvoldt skade på miljøet.

For selv om fire mænd, hvoraf tre får deres dom fredag, er kendt skyldige i blandt andet at dumpe byggeaffald rundt omkring på Sjælland, mener deres advokater ikke, at byggeaffaldet har skadet miljøet på grundene.

- Der er ikke dokumenteret en eneste konsekvens for miljøet.

- Det affald, der er blevet dumpet, er jo nedrevne huse, som har stået på jorden et andet sted. Nu ligger det bare på jorden i en anden mere ødelagt stand, siger Henrik Høpner, der er forsvarer for en af de tiltalte.

Da forbrydelsen ikke har haft mere omfattende konsekvenser for miljøet, mener forsvarsadvokaterne derfor, at de skyldige bør få rettens mildeste straf.

Mændene er kendt skyldige i at overtræde miljølovgivningen, fordi de har efterladt omkring 50 containerlæs med cirka 2000 ton byggeaffald på forskellige sjællandske grunde i 2014.

Ikke alle områder, der er blevet udsat for mændenes byggeaffald, er blevet testet, men på de grunde, der er undersøgt, er resultatet entydigt. Derfor er sagens anklagere uenige i forsvarernes påstand.

- Alle de steder, hvor man har haft mulighed for at foretage undersøgelser, er der dokumenteret adskillige miljøfarlige stoffer som asbest og PCB, siger specialanklager Morten Frederiksen.

- Det centrale er i øvrigt, at der er blevet bortskaffet affald i strid med miljølovgivningen. Derfor er det en miljøsag, tilføjer Rune Sorvad Rydik, sagens anden anklager.

Ud over at være tiltalt for miljøsvineri er to af mændene tiltalt for bedrageri. Den ene - en 33-årig mand, som anses for at være bagmanden i sagen - er kendt skyldig i 22 tilfælde af bedrageri for i alt cirka 1,3 millioner kroner samt tyveri, hæleri, hærværk og brandstiftelse.

Dommen ventes fredag eftermiddag. Den fjerde og sidste tiltalte er tidligere idømt 30 dages betinget fængsel og en bøde på 10.000 kroner for sin birolle som chauffør i det kriminelle foretagende.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


LeoVegas
Danmarks Mobilcasino.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

 

 

Dagens Gossip