Forsvarer: Lad tvivlen komme fynsk sexkrænker til gode

Skrevet af admin

17/11/2014

Mest læste i dag

Uanset hvordan man vender og drejer det, så bør manden i den røde bil frifindes for at have forsøgt at voldtage en britisk kvinde 20. oktober 2012. Tvivlen om, hvorvidt den tiltalte har gjort det eller ej, skal komme den 41-årige CJ til gode.

Det siger den 41-årige tiltaltes forsvarer, Linda Christensen, mandag i Retten i Odense, hvor hun fremlægger sin procedure.

CJ er tiltalt for at have krænket to småpiger på Fyn i efteråret 2012, for at have opbevaret sprængstoffer i sin lejlighed, og for at forsøge at voldtage en britisk kvinde i Odense.

Men voldtægtsforsøget har CJ under hele retssagen nægtet at have gjort.

Linda Christensen mener, at den britiske kvinde har været påvirket af pressen og politiets beskrivelse af den tiltalte, og det var derfor, hun udpegede CJ som sin overfaldsmand.

Derudover understreger Linda Christensen, at kvinden ikke var 100 procent sikker på, at det var ham, da hun så et billede af ham. Hun var kun 80 procent sikker.

Anklageren bruger en dagbog på omkring 2000 sider som bevis for, at CJ har forsøgt at voldtage den britiske kvinde.

CJ skriver blandt andet, at han har prøvet "en stor" i sin egen hjemby, men at hun skreg som en stukket gris, så det kunne høres mange kilometer væk.

Ifølge anklageskriftet skreg kvinden "you're not fucking taking me".

Men Linda Christensen mener, at det er manipulation at tage tre linjer ud af en dagbog og bruge det som bevis for, at kvinden er blevet forsøgt voldtaget af CJ.

- Der er tale om nedskrevne tanker fra min klients side, mens han var i en psykose. Samtaler han havde med Gud, ikke noget man som udgangspunkt kan sige, var realiteter, siger forsvareren.

- Hvis man vil dømme CJ for at have haft til hensigt at frihedsberøve hende, tage hende med et sted hen og voldtage hende, så er det at strække det bevis alt for langt, siger hun.

Vi har et princip om, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode. Tvivlen er så rimeligt begrundet, at man ikke kan dømme min klient, siger Linda Christensen.

Der falder dom i sagen onsdag.

/ritzau/