Forsvarere efter hashsag: Dommene er voldsomme

admin

|

27/03/2015

Dagens topnyheder

Den sidste dom er fredag afsagt i et stort sagskompleks mod organiseret hashsalg på Christiania. Tilfredsheden hos anklagemyndigheden står i stor kontrast til de dømtes og deres forsvareres forbløffede miner.

- Der har været en sådan tvivl, at man ikke burde kunne lande på det kvantum, man er nået frem til, siger Birgitte Skjødt, som er forsvarer for Francisco Aquierre Dybvald, som fredag er blevet idømt den højeste straf i alle seks sager - fem år og seks måneder.

Han er dømt for at have solgt eller medvirket til at sælge hash fra bod 13 fra november 2012 til 13. marts 2014, hvor Københavns Politis Task Force Pusherstreet rykkede ind på flere adresser i og uden for Christiania.

Her anholdt de omkring 80 personer, hvoraf 76 blev tiltalt for at have med den organiserede hashhandel på Pusher Street at gøre.

Politiet har i den sjette og sidste sag blandt andet regnet ud, hvor meget hash der er blevet solgt, ud fra regnskaber, man har fundet.

I den sjette sag er flere af de tiltalte blevet dømt for at have solgt flere hundrede kilo hash.

Alligevel er dommene for hårde, mener en af de andre forsvarere i sagen, Dorte Lykkegaard:

- Det er meget, meget voldsomme straffe, der er blevet givet, siger hun uden at ville komme nærmere ind på, hvad i bevisførelsen der gør, at hun mener, de er for hårde.

Hendes klient har nemlig ikke endnu besluttet, om han vil anke dommen til landsretten. Vil han det, starter sagen forfra der.

Mange af de dømte har anket dommene, som forsvarerne generelt har været utilfredse med.

Det skyldes, at man i de fleste tilfælde er blevet dømt for også at sælge hash på dage, hvor man ikke har været til stede i en hashbod på Pusher Street.

Men for anklagemyndigheden giver det fuldstændig mening:

- Hvis man deltager i en lille butik eller bod på Pusher Street, er man helt klar over, hvad der foregår på dage, hvor man ikke er der, siger anklager i den sjette og sidste sag, Trine Outzing Sorgenfri, efter dommen fredag.

- Du taler med en meget tilfreds anklager, som repræsenterer en yderst tilfreds anklagemyndighed. Vi har en række gode domme, som i meget høj grad har fulgt vores påstande, siger hun.

I de seks sager er der tilsammen blevet idømt fængselsstraffe på over 180 år til de i alt 76 tiltalte.

/ritzau/