Forsvarere kræver ambassadefolk udelukket fra PKK-sag

Skrevet af admin

23/11/2013

Dagens topnyheder

Forsvarsadvokaterne i den hidtil største sag om terrorfinansiering herhjemme vil i næste uge komme med et usædvanligt krav, når sagen fortsætter i Københavns Byret.

Advokaterne vil forlange, at de medarbejdere fra den tyrkiske ambassade i Danmark, som har overværet de indtil nu knap 20 retsmøder i sagen, udelukkes fra at opholde sig i retslokalet fremover.

Det oplyser advokat Bjørn Elmquist til Ritzau. Han repræsenterer flere af de 10 kurdiske mænd, som ifølge anklagemyndigheden har indsamlet og formidlet 140 millioner kroner til Kurdistans Arbejderparti PKK, der regnes som en terrororganisation.

Ifølge Elmquist skyldes kravet, at de tiltalte frygter for repressalier fra de tyrkiske myndigheders side mod de familiemedlemmer, som de tiltalte har i Tyrkiet.

Ifølge Bjørn Elmquist vil forsvarsadvokaterne henvise til paragraf 28 b. stk. 3 i retsplejeloven, som lyder:

- Rettens formand kan endvidere nægte adgang til et offentligt retsmøde for bestemte personer eller grupper af personer, hvis det skønnes nødvendigt for at opnå en sandfærdig forklaring fra et vidne eller en part.

Det er ikke første gang i sagen, at forsvarsadvokaterne fokuserer på medarbejderne fra den tyrkiske ambassade, som overværer sagen.

Sagen gennemføres med en tyrkisk tolk, men en af de tiltalte er så dårlig til tyrkisk, at der undervejs måtte hentes en kurdisk tolk ind.

Selv om alle tiltalte i sagen forstår kurdisk, så lod retten den tyrkiske tolk fortsætte med at tolke under afhøringen af den tiltalte, og de ambassadeansatte fik stillet høretelefoner til rådighed, hvori de kunne følge med i tolkningen, som ellers ikke kan høres.

Sagen mod de 10 mænd er berammet til at vare mere end 60 dage, og først i foråret ventes der dom.

/ritzau/