Forsvarsadvokater i oprør efter nyt forbud i fængslerne

Skrevet af admin

29/07/2016

Mest læste i dag

Et nyt forbud, der blev vedtaget i Folketinget i juni, træder fra 1. august i kraft rundtom i landets fængsler og arresthuse.

Forbuddet betyder, at besøgende fremover ikke længere må medbringe mobiler og computere med netadgang i landets fængsler og arresthuse.

Det inkluderer også advokater, og det vækker kritik hos forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen. Han mener ikke, at forbuddet giver nogen mening.

- Det er et typisk eksempel på, at man laver nogle regler uden at spørge de relevante mennesker om, hvilke konsekvenser det får, siger han.

Forbuddet træder i kraft, efter at Folketinget i juni ændrede straffeloven for at komme mobiltelefoner i landets fængsler til lives.

Men forbuddet skader samtidig advokaternes arbejde, lyder kritikken.

- Det handicapper forsvaret fuldstændigt, og det giver nogle praktiske problemer af meget alvorlig karakter, siger Michael Juul Eriksen og tilføjer:

- Vi er jo på vej over i en digitalisering af hele retssystemet, hvor alt skal ligge elektronisk. Det betyder også, at vi ikke har alt vores materiale på en harddisk. Og uden internet kan vi ikke få adgang til sagerne, siger han.

Dermed vil forlængelse af varetægtsfængslinger og berammelse af sager stort set blive umuliggjort, mener han. Derfor han nu skrevet til alle landets retspræsidenter på vegne af advokatfirmaet Tommy V. Christiansen.

- Fremover kan vi ikke acceptere, at fristforlængelserne sker elektronisk. Det bliver nødt til at ske i retten, så vi har samme vilkår som anklagemyndigheden, siger han.

Han understreger i øvrigt, at det ikke er advokater, der er kilde til det antal mobiler, der på det seneste har fundet vej til landets fængsler.

- Vi får registreret vores mobiler, når vi går ind, og når vi kommer ud igen. Samtidig bliver vores klienter kropsvisiteret efter besøg, så mobilerne kan aldrig komme fra advokaterne, lyder det fra Michael Juul Eriksen.

/ritzau/