Frankrig beder frivillige melde sig til politireserve

Skrevet af admin

16/07/2016

Dagens topnyheder

Frankrigs indenrigsminister sender en appel til "alle frivillige patrioter" om at melde sig til politiets og gendarmeriets operationelle reserve, skriver tv-stationen iTele.

- Mobiliseringen af den operationelle reserve tillader de lokale myndigheder at benytte en reserve på 12.000 frivillige, siger Cazeneuve ifølge en anden tv-station, BFMTV.

- Jeg appellerer til alle frivillige om at slutte sig til den nationale reserve, siger Bernard Cazeneuve ifølge BFMTV på et pressemøde lørdag aften.

Meldingen kommer efter et voldsomt angreb på strandpromenaden i Nice torsdag aften, da franskmænd og turister fejrede Frankrigs nationaldag.

Mindst 84 mistede livet, da en mand kørte en lastbil ind i en stor menneskemængde i middelhavsbyen.

/ritzau/