Frankrig deler saudiarabiske FN-frustrationer

Skrevet af admin

19/10/2013

Dagens topnyheder

Frankrig siger, at man deler Saudi-Arabiens frustration over dobbeltmoral i FN-samarbejdet i forbindelse med verdens konflikter - hvilket først og fremmest vil sige Syrien.

- Vi har en løbende dialog om dette emne med Saudi-Arabien. Vi deler landets frustrationer efter handlingslammelsen i Sikkerhedsrådet, siger talsmanden for det franske udenrigsministerium, Romain Nadal.

Han pointerer, at Frankrig har foreslået reformer af vetoretten i Sikkerhedsrådet.

Saudi-Arabien har overraskende afvist at indtage en plads i Sikkerhedsrådet, fordi "det ikke er i stand til at løse konflikter og afslutte krige."

- Kongedømmet mener, at metoderne, arbejdsmekanismerne og dobbeltmoralen i Sikkerhedsrådet forhindrer rådet i at påtage sig sit ansvar vedrørende verdensfreden, lyder det.

Saudi-Arabien siger, at det ikke kan indtage sit sæde i FN's Sikkerhedsråd, før der er blevet indført reformer. Landet siger imidlertid intet om, hvad reformerne skal indeholde.

Sikkerhedsrådet har haft de samme fem permanente medlemmer med vetoret - Storbritannien, Kina, Rusland, USA og Frankrig - siden FN blev etableret i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Derudover er 10 lande medlemmer uden vetoret, der vælges for en toårig periode.

Lande som Tyskland, Japan, Indien og Brasilien har længe presset på for at få indflydelse i FN i overensstemmelse med deres størrelser og økonomiske betydning.

/ritzau/Reuters