Frankrig får længere snor og løftet pegefinger i EU

admin

9 år siden

|

10/03/2015

Dagens topnyheder

Det gik ikke helt glat. Men det gik, da de 28 EU-landes økonomi- og finansministre på et møde i Bruxelles sagde god for igen at give Frankrig to år mere til at leve op til EU's skrappe budgetkrav.

Ministrene har godkendt forrige uges anbefaling fra EU-Kommissionen, der for tredje gang giver Frankrig to års udsættelse til at få bragt sit budgetunderskud ned på de tilladte tre procent af bruttonationalproduktet.

Dermed slipper Frankrig, der er eurozonens næststørste økonomi efter Tyskland, igen for en mulig milliardbøde. Men denne gang er der en række delmål, franskmændene skal nå allerede til april.

Skridtet har været kontroversielt i flere lande - blandt andre i dem, der selv har strammet bæltet for at leve op til EU-kravene.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa's kilder tæt på mødet skal Den Europæiske Centralbanks direktør for internationale og europæiske forhold, Frank Moss, på mødet have sagt, at banken ikke så grund til at give Frankrig mere end et års forlængelse.

Også den danske økonomiminister, Morten Østergaard (R), gør det i sin kommentar klart, at man strækker fleksibiliteten i Vækst- og Stabilitetspagtens regler til det yderste.

- Det siger jo sig selv, at det er helt centralt for troværdigheden omkring europæisk økonomi, at vi overholder de aftaler, vi laver med hinanden. Og at kommissionen er tilstrækkelig nidkær, når den påser det, siger Østergaard.

Han hæfter sig ved, at reglerne ikke skal holdes bare for at holde reglerne. Men fordi de virker.

- Kommissionen har valgt at påtage sig et enormt ansvar ved at fortolke reglerne meget fleksibelt.

- Dermed pådrager man sig også et stort ansvar for at sikre, at Frankrig så rent faktisk også leverer. Og det er vi mange, der vil være meget på tæerne for at at holde øje med i den kommende tid, siger Østergaard.

Frankrigs finansminister, Michel Sapin, kvitterer i en skriftlig udtalelse for EU-partnernes lempelighed:

- Europa er der for at hjælpe os, ikke for at straffe os. Europa er der for at støtte os, ikke for at tvinge os, siger Sapin.

/ritzau/