Frankrig opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at lade medlemslande "tage alle nødvendige skridt" for at bekæmpe Islamisk Stat, efter at den ekstremistiske gruppe har taget skylden for angrebene i Paris fredag.
I et udkast til en resolution præsenteret for de 15 medlemmer opfordres FN-lande til at "fordoble og koordinere deres indsats for at forebygge og standse terrorhandlinger, som specifikt er udført af Isil", står der i udkastet, som bruger et andet ord for Islamisk Stat.
Det er også rettet mod andre grupper, som er tilknyttet al-Qaeda.
Angrebene i Paris fredag kostede 129 mennesker livet, da islamister åbnede ild mod flere caféer, det franske nationalstadion og et spillested med op mod 1500 mennesker.
- Den ekstraordinære og hidtil usete trussel fra denne gruppe mod hele det internationale samfund kræver en stærk, forenet og utvetydig reaktion fra Sikkerhedsrådet, siger den franske ambassadør, François Delattre, i New York.
Delattre håber at få en hurtig godkendelse af udkastet, som blev "sat i blåt", hvilket er en FN-betegnelse for, at en endelig version er klar til en afstemning hos Sikkerhedsrådet i New York.
Frankrigs anmodning kommer, efter at Rusland har indsendt en revideret tekst til et separat resolutionsudkast, som opfordrer til at bekæmpe den ekstremistiske gruppe IS med Syriens samtykke.
/ritzau/AFP