Frankrig: Vi må undgå en britisk exit fra EU

Skrevet af admin

21/01/2016

Dagens topnyheder

Den franske premierminister, Manuel Valls, advarer om, at det vil være en "meget skidt ting", hvis Storbritannien skulle vælge at forlade EU.

Men de britiske krav kan ikke efterkommes for enhver pris, føjer han til.

En britisk EU-exit "vil uden tvivl være en skidt ting, en meget skidt ting", forklarer Valls journalister, inden han senere torsdag skal tale på det verdensøkonomiske forum i den schweiziske bjergby Davos.

- Der er nødt til at komme en aftale, men ikke for enhver pris, påpeger han.

Det har forlydt, at Storbritannien allerede i februar vil være klar til at indgå et kompromis med de øvrige EU-lande, så premierminister David Cameron kan sende rammerne for det kommende britiske EU-medlemskab til folkeafstemning i løbet af sommeren.

Folkeafstemningen bliver et ja eller nej til til fortsat britisk medlemskab.

De britiske krav har især været at begrænse velfærdsrettigheder for tilrejsende EU-borgere. Det gælder specielt i forhold til østeuropæere.

Premierminister Cameron er nødt til at få opbakning fra både Frankrig og Tyskland, hvis han skal gøre sig realistiske forhåbninger om at nå en aftale.

/ritzau/AFP