Frankrigs regering opgiver øko-afgift

Skrevet af admin

29/10/2013

Mest læste i dag

Den franske premierminister, Jean-Marc Ayrault, meddelte tirsdag, at regeringen opgiver en planlagt miljøafgift for lastbiler, når de kører på landets motorveje.

Beslutningen, der kommer efter protester i Bretagne, er det seneste tilbageslag for den socialistiske regering under præsident François Hollande.

- Afgiften er opgivet, da vi har brug for at vinde tid til en national og regional dialog, siger Ayrault, som har haft møder med mange forskellige repræsentanter fra kriseramte regioner de seneste dage.

Præsident François Hollande, der ligger historisk lavt i meningsmålingerne forud for de kommende lokalvalg, måtte i weekenden også opgive andre planlagte skatter.

Ud over skatteforhøjelser og arbejdsløshed er Socialisterne blevet upopulære på deres indvandringspolitik. Hollandes popularitet er faldet til under 26 procent.

Det er første gang nogensinde, at en måling har vist, at en siddende præsident har under 30 procents opbakning.

Dette understreger, at Hollande og hans regering står over for meget vanskelige udfordringer med store dele af befolkningen mod sig.

På højrefløjen har 97 procent et dårligt indtryk af Hollande, og han står dårligere nu end sin konservative forgænger Nicolas Sarkozy, selv om denne skabte sig mange fjender på venstrefløjen.

Over 84 procent finder, at regeringen er ineffektiv og 74 procent mener, at den er uretfærdig.

En meningsmåling i sidste uge viste, at otte ud af 10 af de franske vælger finder det usandsynligt, at Hollande bliver genvalgt ved det næste valg i 2017.

/ritzau/AFP