Fransk miljøminister tager retræten i nutella-strid

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

Ségolène Royal har mærket italiensk vrede som få.

Royal er fransk miljøminister, og vreden i støvlelandet vakte hun til live i et interview i fransk tv mandag.

- Vi bør stoppe med at spise nutella, for det er lavet af palmeolie, sagde hun.

Palmeolie giver nutella en blød konsistens, men samtidig ødelægger det regnskovene, forklarede hun.

Der ryddes regnskov for at give plads til oliepalmeplantager, sagde miljøministeren videre.

Hendes udtalelser nåede Italien, hvor virksomheden Ferrero ligger.

Den laver nutella.

Ferrero har meddelt, at den palmeolie, der bruges i nutella, kommer fra Malaysia og dyrkes forsvarligt.

Samtidig har italienske politikere og medier lanceret et forsvar for nutella og et angreb på Royal, der så onsdag eftermiddag er på tilbagetog.

- Tusind gange undskyld for balladen med nutella, skriver hun på sin officielle Twitter konto.

Inden da var sagen nået op på ministerniveau i Italien.

- Ségolène Royal bør lade italienske produkter i fred. Menuen i aften er brød med nutella, skrev Italiens miljøminister, Gian Luca Galletti, tidligere på sin Twitter konto.

Agnese Renzi, gift med den italienske premierminister, Matteo Renzi, er blevet fotograferet med sin datter, mens de to er på "nutella bar" på en udstilling i Milano.

Adskillige italienske politikere havde inden Royals undskyldning også opfordret hende til at gøre netop det, sige undskyld.

/ritzau/AFP