Fransk politi åbner sag mod ryttere efter bomforcering

Skrevet af admin

13/04/2015

Mest læste i dag

Tilskuere og tv-seere spærrede øjnene op, da hovedfeltet i søndagens forårsklassiker Paris-Roubaix måtte bremse op 87 kilometer før mål, fordi en togbom gik ned.

Foran lå et udbrud, og flere af rytterne i feltet var ikke interesseret i at komme længere efter folkene i front. Derfor forcerede mange ryttere bommen og skinnerne, hvilket nu får fransk politi til at kigge nærmere på episoden. Det skriver nyhedssitet France Info.

Det er ulovligt at forcere togbomme, og det franske jernbaneselskab (SNCF) har klaget til politiet, som skal kigge nærmere på sagen.

- Flere ryttere krydsede en bom med vilje og mod alle sikkerhedsregler. At millioner af tv-seere så det direkte, gør hændelsen ekstremt alvorlig og uansvarlig. Det kunne være endt tragisk, skriver SNCF i en pressemeddelelse.

- Nogle sekunder senere kom et TGV-tog, som kunne have ramt feltet, skriver selskabet videre.

Hvilke ryttere, det franske politi kigger nærmere på, er endnu uvist, men den franske mester Arnaud Démare og den norske stjernerytter Alexander Kristoff var blandt de ryttere, der sneg sig forbi bommen.

Bomfarcen fik ikke afgørende indflydelse på resultatet af årets Paris-Roubaix. Løbets kommissærer gav de forreste ryttere i hovedfeltet ordre til at vente på dem, som ikke trodsede bommen.

Udbryderne blev indhentet, og tyskeren John Degenkolb endte med at sikre sig karrierens største triumf.

/ritzau/