Fransk politi: Mystiske alpedrab er ikke opklaret

Skrevet af admin

19/02/2014

Mest læste i dag

Det brutale angreb på en britisk-irakisk familie i Alperne i sensommeren 2012, da fire personer blev dræbt, er ikke opklaret, selvom fransk politi tirsdag anholdt en tidligere politimand som mistænkt.

Der er ifølge anklageren ingen "klar forbindelse" mellem den 48-årige anholdte og drabene, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den 48-årige er fortsat varetægtsfængslet for at blive afhørt, siger anklager Eric Millaud, som fortæller, at ekspolitimanden og en medskyldig er mistænkt for ulovlig våbenhandel.

De franske myndigheder har haft svært ved at finde frem til motivet for de fire brutale drab, der blev begået i september 2012 i nærheden af Annecy-søen ved de franske alper.

Alle fire ofre blev dræbt af to skud i hovedet.

Det har tidligere givet brændstof til spekulationer om, at drabene blev udført af professionelle lejemordere.

Britisk-irakiske Saad al-Hilli, hans kone Iqbal og dennes mor, blev fundet skudt og dræbt i bilen. Parrets døtre overlevede mirakuløst angrebet. En fransk cyklist blev også dræbt.

Den yngste datter på fire år gemte sig i mere end otte timer under sin mors ben, mens hendes storesøster efterfølgende blev lagt i kunstigt koma - hårdt medtaget af skudsår.

Den fireårige pige var efter episoden i choktilstand.

/ritzau/AFP